af Mette Marie Madsen, Formand for FYC
2009 blev endnu et spændende, krævende og givende år, hvor vi traditionen tro holdt vores to årlige møder og der ud over havde en række løbende aktiviteter med den faste målsætning at bedre ansættelses- og uddannelsesforholdene for yngre læger på vej i kardiologien.
Bestyrelsen
Ved generalforsamlingen i forbindelse med årsmødet i april 2009 fratrådte Thomas Christoffersen fra Region Syd det regionsfrie mandat, og Rasmus Møgelvang fra Region Øst blev valgt ind i stedet.
Fra Region Øst trådte Berit Thornvig Philbert og Charlotte Larroudé ud af bestyrelsen, og i deres sted blev Linnea Hornbech Larsen og Dan Eik Høfsten valgt ind. Dan har igennem flere år varetaget den særdeles tidskrævende og ansvarsfulde opgave som vores webmaster, hvilket har medført et utal af forbedringer på vores hjemmeside (tjek det ud på www.fyc.dk). Stor tak til Dan for denne indsats, som han fortsat har varetaget til stor gavn og perfektion – nu som fuldgyldigt medlem af bestyrelsen.
Også en stor, stor tak til de 3 afgåede bestyrelsesmedlemmer for deres engagement og indsats i bestyrelsesarbejdet.
Årsmødet 2009
I 2009 vovede vi pelsen og flyttede årsmødet fra de vante omgivelser i Odense til nye rammer på Vestfyn, på Hotel Comwell i Middelfart, hvor vi havde en mindst lige så god weekend med udsigt til Lillebælt, som vi plejer at have i det gamle Odense – og nok engang med rekord-mange deltagere. Ud over livlig diskussion af uddannelses- og ansættelsesforholdene rundt i det ganske land, var en række af rigets fremmeste foredragsholdere inviteret til at berige os og højne vores viden indenfor emner som post-resuscitation, hjerte-CT, basal pacemakerforståelse, screening af idrætsudøvere og thorakale aortasygdomme, ligesom vi blev opdateret på den nyeste forskning indenfor opioiders og ergotderivaters indflydelse på rytme og klapper samt hjertets glukosemetabolisme ved 3 af det foregående års nye PhD’ere. Endelig var det som altid en udsøgt fornøjelse endnu engang at kunne uddele Nycomeds Rejselegat til 5 værdige modtagere, der skulle ud at lære og dermed profilere dansk kardiologi udenfor landets grænser. Stor tak til Nycomed for igen at give os mulighed for at sende yngre, lovende kardiologer ud i verden, ligesom AstraZeneca, BMS/Sanofi Aventis, Boehringer-Ingelheim, MSD/Schering-Plough, Novartis, Servier og ViCare takkes for støtte til mødet. Et udførligt referat fra Årsmødet er at finde dels på vores hjemmeside www.fyc.dk (inkl. slides fra foredragene), dels i Cardiologisk Forum fra august 2009.
Efterårsmødet 2009
Det forgangne års efterårsmøde stod i arytmiernes tegn, som godt 50 yngre kardiologer havde afsat en onsdag aften i oktober til at lære mere om. Ved tilrettelæggelse af FYC-møderne lægger vi stor vægt på en meget praktisk anvendelig fremstilling af de valgte emner, og efterårsmødet gav mange gode, konkrete værktøjer til vurdering af dagligdagens inhomogene gruppe af lipotymi- patienter, kørekortsrekommendationer, behandling af atrieflimren og – flagren samt fordele og faldgrupper ved telemetri. Et fyldigt referat af efterårsmødet kan findes i Cardiologisk Forum fra januar 2010 samt på vores hjemmeside, hvor også de veloplagte foredragsholderes slides kan ses. MSD/ Schering-Plough, AstraZeneca, Novartis, Nycomed, Sanofi-Aventis, Boehringer Ingelheim og Vicare takkes for støtte til mødet.
FYC ved DCS’s møder 2009
Igen i det forgangne år fik vi af DCS’s bestyrelse tildelt taletid til både DCS’s årsmøde og efterårsmøde, hvilket vi er overordentligt glade for. Mange af de uddannelsesmæssige udfordringer, der løbende kommer op for yngre kardiologer, løses afgjort bedst i direkte dialog med de mere seniore medlemmer af dansk kardiologi, og kun ved DCS-møderne har vi mulighed for i et større forum at kunne få diskuteret problemernes omfang og gode løsningsmodeller.
Det var også tilfældet ved DCS’s årsmøde i maj 2009, hvor vi benyttede vores 30 minutters indlæg til at præsentere, hvordan første ansættelsesrunde til hoveduddannelserne (HU) efter de nye ansættelsesprocedurer med faglig profil og ansættelsessamtaler var spændt af omkring årsskiftet 2008-2009. Vi fandt dette emne væsentligt, idet der havde vist sig en ret stor diskrepans mellem de 3 regioner mht. afholdelse af formøder i ansættelsesudvalgene, vægtning af kvalifikationer/fortolkning af den faglige profil, antal ansøgere til samtale, udvælgelse af ansøgere til samtale, endelig udvælgelse til stillingerne samt deltagelse af uvildige repræsentanter. På forespørgsel om, hvad FYC-repræsentanterne i de 3 regionale ansættelsesudvalg havde oplevet som væsentligt for endelig udvælgelse til stillingerne, blev følgende nævnt: 1) At ansøger var god til at sælge sig selv ved samtalen, 2) kvalifikationer vurderet ud fra den faglige profil, 3) at »få puslespillet til at gå op« med hvilke ansøgere, der havde prioriteret hvilke stillinger samt 4) hvilke overlæger, der ville have hvem. De 2 sidste parametre vakte nogen bekymring i både FYC-kredse og blandt nogle af landets mere seniore kardiologer. Dels efterkommes retningslinjerne fra Danske Regioner ikke med ovenstående procedure, dels var og er mange – herunder FYCs bestyrelse – af den opfattelse, at punkt 3 og 4 ikke oplagt er den mest hensigtsmæssige metode til udvælgelse af, hvilke ansøgere der måtte være bedst kvalificeret til at blive speciallæger i kardiologi. Meningerne var ved den efterfølgende diskussion delte, men konklusionen på debatten blev, at regionernes forskrifter naturligvis skulle efterkommes, og at ansøgernes faglige og menneskelige kvalifikationer skulle gå forud for nepotisme og »puslespilsleg«.
I FYC har vi derfor fulgt de 2 efterfølgende ansættelsesrunder tæt og kan glæde os meget over, at det nu ser ud til, vi er godt på vej til at få implementeret de nye procedurer på en måde, så forhåbentlig alle parter nu oplever, at tingene foregår retfærdigt og ensartet i, og at det allervæsentligste mål med ansættelsesprocedurerne nås: At vi opnår at få HU-stillingerne besat af de bedst kvalificerede ansøgere. (Se evt. Cardiologisk Forum oktober 2009 for nærmere diskussion af emnet).
Også til DCS’s efterårsmøde fik vi af DCS-bestyrelsen mulighed for at præsentere aktuelt nyt på uddannelsesfronten. Her valgte vi at komme med en opdatering på uddannelsesforholdene på de højtspecialiserede enheder («centrene«), hvor der tidligere har været ret vekslende tilfredshed med kvaliteten af uddannelsen blandt HU-lægerne. Ikke mindst forholdene i Region Øst har været udskældte. Derfor har vi i de forgangne år lavet løbende enqueter på landsplan og til DCS-møderne gentagne gange fremlagt problemområderne, hvilket har medført ihærdige bestræbelser i Region Øst på at bedre forholdene for de HU-søgende. Den sidste enquete løb af stablen i september 2009, og til vores store glæde viste det sig, at tilfredsheden i Øst absolut er opadgående, så det ser ud til, at det både hjælper at påpege problemerne og at tage lokale, seriøse initiativer i brug for at afhjælpe dem. Erfaringerne herfra vil vi i FYC bruge som idégrundlag for fremtidige metoder til at bedre uddannelsen på alle landets afdelinger.
FYC’s og DCS’s uddannelsespris 2009
I forbindelse med DCS’s årsmøde havde vi den udsøgte fornøjelse endnu en gang at kunne uddele FYC’s og DCS’s uddannelsespris, der er tiltænkt en person eller afdeling, som har ydet en ekstraordinær indsats vedrørende uddannelsen af læger indenfor kardiologien. FYC’s bestyrelse varetager den endelige udvælgelse blandt indkomne forslag fra såvel yngre som ældre kardiologer, og i 2009 gik prisen til overlæge Jacob Eifer Møller fra Kardiologisk afdeling på Rigshospitalet. Motivationen herfor var Jacobs langvarige og utrættelige arbejde for at bedre uddannelsen af yngre kardiologer, både hjemme på sin egen afdeling og på det nationale plan, herunder naturligvis Jacobs kolossale indsats med oplæring i ekkokardiografi. Stort tillykke til Jacob og tak til GlaxoSmithKline for at gøre uddelingen af prisen mulig.
Kommende opgaver og visioner for FYC
Min tid som FYC-formand er ved at rinde ud, og jeg er særdeles taknemmelig for at være blevet valgt til at varetage tillidsposten – og ikke mindst umådeligt glad for at have haft så fantastisk engagerede, arbejdsomme, højt begavede, idérige og på alle måder dedikerede medlemmer i bestyrelsen. Tusind, tusind tak til jer alle for jeres formidable indsats!!!
I mine to år i formandsstolen har vi som ovenfor anført haft megen fokus på forbedring af den haltende uddannelse på centrene og på at få implementeret de nye HU-ansættelsesprocedurer på god og fornuftig vis. Mange andre vigtige opgaver ligger tilbage og venter på den kommende bestyrelse, der vil blive sammensat ved årsmødet på Hotel Comwell i Middelfart d. 17.-18. april 2010. I den nuværende bestyrelse har vi en række emner og idéer på bedding, herunder lokale uddannelsestemadage, individualiserede HU-uddannelsesforløb, simulator-træning, arbejdspladsvurderinger med meget mere. Der ud over vil vi til det forestående årsmøde holde en session, hvor alle fremmødte FYC-medlemmer kan få mulighed for at komme med ønsker til fremtidige fokusområder for FYC. Vi har allerede i skrivende stund flot tilmelding til mødet og glæder os i bestyrelsen meget til endnu et årsmøde med masser af faglig og uddannelsesmæssig opdatering, diskussion og socialt samvær – og til alle de nye, spændende udfordringer i bestræbelserne på fortsat optimering af uddannelses- og arbejdsforholdene for de kommende kardiologiske speciallæger og dermed til gavn for de fremtidige hjertesyge patienter.
Mette Marie Madsen
Formand for Foreningen af Yngre Cardiologer