Dato: 17 og 18 oktober 2015
Placering: London
Jeg har været så heldig gennem FYC at blive tildelt et legat på 10.000 kr. til deltagelse i kurset ”Clinical Workshop on Cardiac MR stress imaging” i London. Jeg er nu vendt hjem efter et meget lærerigt kursus.
Kursus fandt sted over 2 dage. Første dag foregik på The Landmark Hotel i London med en blanding af forelæsninger og hands-on analyse af stress MR undersøgelser med analyse programmet CVI42. Kurset blev primært afholdt af Professor Steffen Petersen, men derudover var han gruppe af forskere og MR fysikere bredt repræsenteret. Vi var kun 6 kursus deltagere på kurset så det var meget interaktivt og der var rig mulighed for at få god vejledning i analysen af stress MR og brug af analyse programmet. Jeg bruger stress MR i mit PhD studie og er netop i gang med analyse processen med CVI42 som software program, så denne del var særdeles brugbar for mig. Om aftenen var der middag på hotellet og det var interessant at høre hvad de andre deltagere og undervisere brugte MR stress perfusion til i deres kliniske arbejde og forskning.
Dag 2 fandt sted på St. Barts Hospital i London hvor de til daglig laver mange stress MR perfusioner. Vi blev vist rundt i deres imaging afsnit og derudover så vi deres analyse-rum. Der var igen nogle forelæsninger og en del hands-on med nogle kliniske cases som Professor Steffen Petersen ledte. Dagen blev afsluttet med en quiz der gav et godt indtryk af om kursus målet var nået.
Alt i alt 2 meget lærerige dage. Jeg ser frem til at anvende den nye viden i min sidste del af PhD studiet. Jeg siger mange tak til FYCs bestyrelse og sponsorer for tildelelse af legatet.
Med Venlig Hilsen
Naja Dam Mygind
Ved Foreningen af Yngre Cardiologers årsmøde 2013 var jeg så privilegeret at få tildelt Boehringer Ingelheims uddannelseslegat, hvilket var en stor hjælp til at finansiere kurset ‘Advanced Cardiovascular CT Course’, et intensivt 4-dages kursus indenfor hjerte-CT. Kurset var organiseret af Imperial College of London og foregik fra d. 29. april til d. 2. maj 2014 på Siemens hovedkvarter i Frimley, ca. 50 km udenfor London.
Kurset var baseret på korte teoretiske oplæg og derefter ‘hands-on’ læring gennem ca. 150 cases inden for emnerne: Scanner typer og protokoller, calcium scoring og koronar angiografi, stents og CABG-graft vurdering, funktionel hjerte-CT vurdering, valvular hjertesygdom, aorta patologi incl. TAVI vurdering, extra-kardielle fund og endelig kongenit hjertesygdom.
Underviserne var førende hjerte-CT læger med kardiologisk og radiologisk baggrund fra London (Dr Ed Nicol, Dr Simon Padley and Dr Sujal Desai), og de formåede at holde fokus på praktisk klinisk anvendelighed med gode oplæg og faglige diskussioner. Kurset varede kun 4 dage, men var ganske intensivt med undervisning fra 08.30 til 19.00 hver dag.
Hele kurset var meget struktureret og velorganiseret incl. indlogering og transport til det nærvedliggende Hotel Aviator hvor morgenmad og aftensmad blev serveret. Vi var i alt 4 danskere tilmeldt kurset, så der blev også tid til at diskutere hjerte-CT organisering i Danmark foruden hyggeligt samvær efter endt undervisning. Jeg kan varmt anbefale kurset og hjælper gerne evt. interesserede med praktiske oplysninger og kontakt til kursusarrangører etc.
Endelig vil jeg endnu engang sige stor tak til Foreningen af Yngre Cardiologer og Boehringer Ingelheim for tildeling af uddannelseslegatet, der gjorde ovenstående kursus muligt!
Mvh
Fredrik Folke
West of Scotland Echo course 2013.
Rejsebeskrivelse af Thomas Kjeld
For billeder / PowerPoint shows fra kurset: se link www.wos-imaging.co.uk, login wosecho, password wosecho2013, venligst stillet til rådighed af Kenneth Oliver, Philips.
WoS Echo Course blev afholdt i Glasgow og omhandler 3D diagnostik og analyse.
Jeg planlagde turen i sidste øjeblik, da min penge-kasse har været ganske tom på det seneste, men FYCs og Boehringer-Ingelheims hjælp har gjort det muligt at komme afsted.
Jeg tog med KLM og fik til min overraskelse både mad og drikke på turen, selvom det var en billig-rejse.
Vel ankommet i det grå Glasgow kl 23, så jeg på vejen ud af lufthavnen to venlige betjente med skudsikre veste og maskinpistoler, som dog ikke ville lade sig fotografere. Scotland virker ellers som et land uden uro?
Mens jeg ventede på ledig taxi til hotellet, kunne jeg høre, at der blev talt dansk i køen. Det viste sig at være Morten (BBH) og Johan (Skejby), som ligeledes er i HU i kardiologi, og som havde fået kurset sponseret af deres respektive afdelinger. Vi kørte sammen til hotellet alt mens Morten delte ud af sin viden om nær-geografien:
Hotel Beardmore er anlagt af en arabisk sheikh i 1980’erne og i direkte forbindelse med hospitalet, der var tiltænkt rige arabere. Siden blev det solgt til staten (sheikhen døde vist), som har drevet forretningen siden. Glasgow og omegn huser 41% af Skotlands befolkning og har en omfattende industri for alt fra tekstil- til skibs-virksomhed (kilde wikipidia).
Til morgenmaden sad Rune og Ulrik (begge HU kardiologi Viborg) i selskab med Johan og Morten. Fandt aldrig ud af, om alle mand havde aftalt at tage på netop dette kursus sammen, men hyggeligt var det.
Første kursus-dag indledtes af Dr. McCollough, som underholdte om aorta-klappens sygdomme. Det var primært en gennemgang, som det kendes fra ESCs guidelines, herunder kategorisering af hvilke patienter, der tilhører operations-indikationen. Til slut blev vist fine 3D-billeder af klappen, og pointeret at de inkonklusive cases måske kunne hjælpes på vej via 3D-diagnostik (se ovensåtende link – billederne lader sig desværre ikke kopiere). Der blev lagt op til ’hands on’ ved senere lejlighed, hvilket vi diskuterede i den danske gruppe, hvad mon kunne bestå af.
Dr. Tzemos underholdte om LVAD, placering og anvendelse. LVAD kan være dysfunktionel bla. både grundet forkerte hepariniseringer og tilførte glukoseblandinger, men placering er naturligvis essentiel. Her blev på elegant vis demonstreret betydningen af 3D og faldgruber ved blot at bruge 2D udelukkende. Inden kaffen underholdte Dr. Sonecki om kontrast ekko og – i al fald efter min opfattelse – som oplæg til stress-ekko demonstration af hvad 3D kan med kontrast, men desværre også en undertone af hvorfor det ikke er implementeret endnu: 3D er ’kun’ real-time for nærværende og har ikke hverken doppler-mål eller andet endnu, der kan bruges som hårde endepunkter.
KAFFEPAUSE (fra venstre Johan, Ulrik, Rune, Morten)
Ass. Prof. Tony Stanton fra Australien demonstrerede efter kaffen, at LV-funktion kan vurderes med speckle og 3D måske er den eneste rigtige metode til LV-funktion. Til min egen og andre skeptikeres mening skal understreges, at selvom Philips apparater (nej, jeg har ikke aktier i firmaet) laver en computer-baseret model på informationerne fra de piezo-elektriske elementer i transduceren, så er der et antal elementer, som på en flues øjne. Det vil sige, der er tale om reelle 3D-informationer og ikke 2-3 billeder snitbilleder i forskellige planer, som sammensættes til en computeriseret model. Personligt mener jeg også, at vi bør gøre op med den gammeldags 2D-baserede LVEF-vurdering, som desværre hverken har vist sig videnskabelig eller prognostisk anvendelig i det niveau, som vi skelner mellem diagnostisk i hverdagen.
Frokosten var dækket af kursus-afgiften og der var frit valg på alle hylder i personale-kantinen, som bød på et udvalg skrigende på efterfølgende kolesterolnedsættende- og antidiabetisk behandling.
Eftermiddagen bød på Dr. Sutarias elegante 3D-billeder til diagnostik af især klap-sygdomme (særligt mitralens), herunder fremstilling af samme, så selv en kirurg kan forstå billederne, dog afbrudt af et indlæg om pulmonal hypertension af Dr. Grapsa i et så hæsblæsende tempo, så man selv mistede vejret. Spørgsmålene til Dr. Grapsa blev besvaret i samme tempo. Hun lagde vægt på at højre side er overset. Der blev vist nogle 3D billeder mod afslutningen af indlægget, men der manglede en vægtning med evidens for anvendeligheden. Der er dog ikke svært at forestille sig, at både RV-funktion og fx tricuspidal-vurdering i fremtiden bør foretages med 3D med ovenstående argumentation på tanke for de venstre-sidige forhold.
Inden middagen om aftenen var der cases. Især Dr. Sutarias imponerede atter. Se ovenstående link.
Middagen var hyggelig og bød på et udvalg af tre retter som man kunne vælge for både for-, hovedret og dessert samt god vin. Vi begik den fejl i den danske delegation, at sætte os sammen, idet vi straks efter middagen var enige om at begive os ud i det lokale Glasgow bag sygehuset på Pubcrawl. Jeg nåede at blive budt et par øl af de gode kollegaer inden jeg som alderspræsident måtte trække mig.
Første værtshus på vor vej. Her er højt til loftet.
Da vi mødtes til morgenmaden var resten af vikingerne hverken forslåede eller ebrierede: de havde simpelthen nøjedes med en øl efter den gamle gik hjem og fornuftigt trukket sig tilbage til hotellet (Glasgow Coma Score 15!).
Fredagens program bød på ’hands on’ på en PC som alle kursus-deltagere fik til låns af Philips. Det blev demonstreret, hvordan man bearbejdede billeder og fra et parasternalt eller apikalt billede kunne få alle 2D-billeder frem, som vi kender dem og samtidig lave præsentationer til kirurgen, som forelæserne havde vist i deres PP-shows. Indholdet af undervisningen fredag var både mere om højresidige forhold, kongenitte lidelser, klapsygdomme og LV-funktion af samme undervisere som fra gårdsdagen. Højdepunktet for min del var stress-ekko, som jeg mener, er overset diagnostisk, og bliver – efter min ringe opfattelse – brugt paradoksalt lidt med tanke på, at vi ekkokardiografører forsøger at danne os et indtryk af patienternes formåen ved daglige aktiviteter via en hvile-undersøgelse.
Jeg nåede at trykke hånden på Ass. Prof. Tony Stanton og folkene fra Philips, hvorefter jeg hastede mod lufthavnen i en oldgammel taxi. Jeg nåede det og fik atter en god rejse med KLM hjem.
Samlet må jeg sige, at WoS Echo course er et godt kursus til både brush up om ekkokardiografi, som enhver kardiolog bør kunne, men i høj grad til både teknisk og diagnostisk anvendelighed af 3D.
Kurset kan anbefales.
Thomas Kjeld
Rapport efter deltagelse i European Course on Cardiovascular Magnetic Resonance 2013 med støtte fra Boehringer Ingelheims Uddannelseslegat.
Jeg modtog Boehringer Ingelheims uddannelseslegat mhp. deltagelse i European Course on Cardiovascular Magnetic Resonance 2013 som blev afholdt d. 13-15. juni i München, Tyskland.
Ved at deltage i kurset har jeg fået en grundig forståelse af fysiken bag MR samt uddybet min viden om praktisk udførsel af scanninger, sikkerhedmæsssige forholdsreglen under undersøgelsen, optimering af billedkvalitet og analyse af scanninger. Kurset tog udgangspunkt i kliniske problemstillinger og under kurset gennemgik vi bla. brug af MR ved iskæmisk hjertesygdom inkl. diagnosticering af myokardieinfarkt med late gadolinium enhancement samt påvisning af iskæmi ved stress-MR, brug af MR ved myokarditis, de forskellige kardiomyopatier og medfødt hjertesygdom.
Programmet var både teoretisk og praktisk. Den praktiske del gennemgik vi på de samme Siemens stationer som vi har på Rigshospitalet og jeg kan således applicere den viden jeg tilegnede mig direkte i mit kliniske arbejde.
Kurset var også ment som forberedelse til den europæiske CMR-eksamen og flere af deltagerne ved kurset planlagte at aflægge eksamen til EuroCMR 2013. Om end jeg endnu ikke har udført og analyseret et stort nok antal MR-scanninger for at blive certificeret så har muligheden at deltage i kurset helt klart bragt mig et skridt nærmere.
Anna Axelsson
København 11. oktober 2013