Af Mette Marie Madsen, Formand for FYC

Tiden er kommet til at gøre status over de opgaver, vi i FYC har beskæftiget os med det forgangne år, og til at løfte en flig ind til det kommende års udfordringer.

Medlemsstatus

Vi har i skrivende stund ca. 350 medlemmer i FYC, primært yngre læger med interesse indenfor det kardiologiske men også en del medicinstuderende. FYC’s webmaster Dan Eik Høfsten har omlagt og opgraderet hele FYC’s websystem i det forgangne år, således at det nu er blevet langt lettere at administrere medlemsdata og facilitere kommunikationen indenfor foreningen.

Bestyrelsen

Ved generalforsamlingen i april 2008 afgik Tina Svenstrup Poulsen fra Region Syd som formand efter 2 års kæmpemæssig og særdeles engageret indsats. Tina valgte til bestyrelsens glæde at fortsætte som menigt bestyrelsesmedlem, så hendes store flid og viden fortsat kunne komme medlemmerne til gode. Som ny formand valgtes undertegnede.Endvidere afgik Kristian Altern Øvrehus fra Region Syd som lægelig sekretær ligeledes efter 2 års stor indsats for FYC og trådte ud af bestyrelsen sammen med Niels Henrik Krarup, Region Nord. Stor tak til dem begge for den engagerede indsats, de begge har ydet i bestyrelsesarbejdet.I stedet blev Mikael Kjær Poulsen valgt ind til bestyrelsen fra Region Syd og Erik Grove fra Region Nord. Erik Grove blev ved samme lejlighed valgt som lægelig sekretær for FYC. Vi har i bestyrelsen haft fornøjelsen af fortsat at have Berit Thornvig Philbert og Charlotte Larroudé siddende fra Region Øst samt Thomas Christoffersen (Region Syd) som regionsfrit mandat. En stor tak til dem alle 3 for deres engagement og indsats. Dan Eik Høfsten har i det forgangne år fortsat varetaget den meget tidskrævende opgave som webmaster for foreningen, hvilket bl.a. har udmøntet sig i en helt ny hjemmeside med nyt lay-out og en masse smarte features, som forventes at kunne blive til stor inspiration og nytte for medlemmerne frem over (tjek det ud på www.fyc.dk). For dette kolossale arbejde fortjener Dan en helt særlig tak, ligesom Medtronic takkes for den fortsatte sponsorstøtte af hjemmesiden i 2008.

Årsmødet 2008 samt det kommende årsmøde 2009

Vi holdt årsmøde i april på Radisson SAS H.C. Andersens Hotel med en rekordstor tilslutning fra de deltagende medlemmer. Vanen tro holdt vi mødet over to dage i en weekend med et meget varieret fagligt program spændende fra en session om patientklager over pacemaker-ABC til pulmonal hypertension og historien om udvikling af stentklap-konceptet. Som altid var der også en række spændende indlæg fra nyudklækkede PhD’ere, den traditionsrige session om yngre kardiologers uddannelsesforhold samt uddeling af vores rejselegater, som vi gerne vil takke Nycomed for traditionen tro at finansiere. Der henvises til detaljeret referat i Cardiologisk Forum august 2008. Efter mødet kunne vi glæde os over en ligeledes rekordhøj tilfredshed med mødet vurderet ud fra deltagernes evalueringer.

Som noget nyt havde vi i bestyrelsen den udfordring, at mødet ikke som tidligere var ene-sponsoreret fra Nycomeds side, men – på linje med DCS’s møder – skulle afvikles under multisponsorering, hvorfor vi i bestyrelsen har haft hektisk og tidskrævende aktivitet det forgangne år med at skaffe flere sponsorer, så vi fortsat vil have mulighed for at afvikle vores møder to gange årligt med forhåbentlig fortsat stor medlemstilslutning og -tilfredshed. Vi vil i den forbindelse gerne takke Nycomed og Biotronic for støtte til årsmødet. Det har i bestyrelsen været drøftet, om man på baggrund af de nye økonomiske udfordringer skulle til at finansiere møderne med delvis egenbetaling fra de deltagende FYC-medlemmer, men da vi heldigvis fortsat har en vis egenkapital på FYC-kontoen, har vi valgt indtil videre at fortsætte uændret uden egenbetaling. Det har så betydet, at såvel årsmødet som efterårsmødet i 2008 har kørt med økonomisk underskud, der har måttet dækkes af FYC’s egenkapital. Vi har i bestyrelsen valgt denne model, da det ved tidligere årsmøder er blevet diskuteret og tilkendegivet fra medlemmerne, at man ikke ønskede, at der skulle opbygges/forblive at være en decideret formue, hvilket er helt i tråd med bestyrelsens holdning.Vi arbejder i bestyrelsen fortsat med at skaffe foreningen sponsorer via de firma-kontakter, vi hver især har, og har indtil nu haft held til at få en hel del aftaler i hus til både årsmødet og efterårsmødet 2009. Desuden forsøger vi bl.a. at udtænke nye koncepter for udstillernes stande m.m., så alle forhåbentlig vil opleve, at sponsorering af vores aktiviteter kan give idéer og udbytte for alle involverede parter. Dette er indtil videre blevet taget særdeles vel imod af de udstillende firmaer ved det kommende årsmøde.

FYC’s årsmøde 2009 vil blive afholdt d. 18. og 19. april på Hotel Comwell i Middelfart, som er valgt under hensyntagen til såvel økonomi som medlemmernes og foredragsholdernes transportafstand. I skrivende stund er der allerede kommet godt 70 tilmeldinger til mødet, hvor bestyrelsen har sammensat et bredt program, dels med de vanlige punkter om uddannelsesforhold – bl.a. med fokus på de nye ansættelsesprocedurer samt fordele og ulemper ved individualiserede hoveduddannelsesforløb – state-of-the-art-session med nye afhandlinger fra foreningens medlemmer, dels med sessioner om post-resusciations-behandling, aortasygdomme, screening af unge idrætsudøvere, hjerte-CT samt pacemakere og ICD’ere i vagten. Desuden afholdes der som vanligt generalforsamling med bl.a. valg af nye bestyrelsesmedlemmer.

Efterårsmødet 2008

Igen til vores efterårsmøde havde vi den store fornøjelse at kunne byde velkommen til både spændende foredragsholdere samt et rekordstort antal deltagere. Mødets tema var det altid udfordrende ”Hæmodynamik” herunder en – for mange af os nok tiltrængt – brush-up omkring basal hæmodynamik og kredsløbsfysiologi efterfulgt af indlæg om hhv. non-invasiv og invasiv monitorering af hæmodynamik samt afslutningsvis et oplæg om constrictio cordis som eksempel på en sygdom, hvor hæmodynamisk vurdering er essentiel. Et rigtigt spændende møde som blev muliggjort af støtte fra Pfizer, Novartis og AstraZeneca. Stor tak for denne støtte. I lighed med FYC’s øvrige møder var efterårsmødet CME-akkrediteret og fik ligesom årsmødet en meget høj rating ved deltagerevalueringen. Et fyldigt referat af efterårsmødet kan findes i Cardiologisk Forum fra januar 2009.

FYC ved DCS’s møder 2008

I det nye formandskab i DCS har man til FYC’s glæde valgt at sætte yderligere fokus på yngre kardiologers vilkår, hvilket har afspejlet sig i flere invitationer end vanligt til at deltage med indlæg ved DCS’s 2 årlige møder. Det er vi DCS’s formandskab og bestyrelse meget taknemmelige for, idet der er masser af udfordringer at tage fat på, som vi også ønsker at bringe op til diskussion med dansk kardiologis mere seniore personer.

Til DCS’s årsmøde i maj 2008 deltog vi i 3 forskellige sammenhænge. Tina Svenstrup Poulsen holdt et debatoplæg om anvendelsen af tentamener i forbindelse med de obligatoriske hoveduddannelseskurser – dette inspireret af en tentamen afholdt tidligere på året i forbindelse med GUCH-kurset under ledelse af Kristian Emmertsen (med kælenavnet ”Lektor Blomme” ), der havde skabt ret hektisk og til tider ophedet debat omkring muligheden for at ”dumpe” sin kursustentamen og konsekvenserne heraf. Sundhedsstyrelsen har pålagt specialeselskaberne at afholde tentamen i forbindelse med alle HU-kurser, men der mangler i skrivende stund nærmere information om form og konsekvens af disse tentamener. Som følge heraf har man i Uddannelsesudvalget under DCS arbejdet videre med dette og nærmer sig nu en konklusion; mere herom i anden sammenhæng.

Undertegnede afgav beretning fra FYC i forbindelse med DCS’s generalforsamling med opsummering af de store linjer i år 2007, og sidst men absolut ikke mindst uddelte FYC igen den i 2007 nyindstiftede ”DCS’s og FYC’s uddannelsespris”, som gik særdeles velfortjent til en af dansk kardiologis yngre skud på den tykke stamme, nemlig Linnea Hornbech Larsen for en formidabel indsats, der resulterede i en forbedring af uddannelsesforholdene for de yngste læger på Kardiologisk afdeling på Rigshospitalet. Et stor tillykke til Linnea og tak til GlaxoSmithKline for sponsorering af prisen.

Til DCS’s efterårsmøde valgte undertegnede i samråd med FYC’s bestyrelse at præsentere resultaterne fra den seneste uddannelsesenquete fra foråret 2008 vedr. hoveduddannelsessøgende yngre kardiologers forhold på landets 5 højtspecialiserede enheder. Det overordnede indtryk af bl.a. niveauet af klinisk vejledning, antal procedurer, opfyldelse af målbeskrivelsens krav til bl.a. oplæring i pacemaker-kontrol samt ikke mindst den generelle tilfredshed med uddannelsesforholdene var, at der er stor diskrepans mellem de forskellige afdelinger, og at der fortsat er plads til forbedringer. I Cardiologisk Forum fra januar 2009 er undersøgelsesresultaterne indgående diskuteret.

Andre opgaver i 2008 samt udfordringer og visioner for 2009

Opgaverne for bestyrelsen i det forgangne år har været alsidige og mange. En stor post har som altid været planlægning af de 2 årlige møder, og som nyt har vi jf. ovenstående måttet afsætte betydelige ressourcer af til opsøgende arbejde med henblik på at få sponsoreret møderne, så økonomien forhåbentlig også fremover fortsat vil tillade afholdelse af vores årlige møder med samme høje faglige og sociale standard, som vi er vant til. Medlemmerne udtrykker således, at de har stort udbytte af både den faglige opdatering ved møderne samt muligheden for net-working med andre yngre, kardiologi-interesserede kolleger.

Ligeledes har vi brugt megen tid på diskussion af muligheder for forbedringer af uddannelsesmiljøet på de kardiologiske afdelinger, ikke mindst i lyset af det brogede feedback på den tidligere nævnte enquete. Denne vil vi følge op på med nye undersøgelser. I Uddannelsesudvalget er det seneste undersøgelsesresultat blevet indgående drøftet, og fra FYC’s side har vi foreslået, at undersøgelserne fremover skulle udgå fra dette udvalg mhp. at få en tættere dialog med bl.a. de postgraduate kliniske lektorer samt de uddannelsesansvarlige overlæger.

Endvidere oplever vi også tiltagende frustration over individualiserede hoveduddannelsesforløb, hvor enkelte HU-læger bliver taget ud til ”særlige uddannelsesforløb” f.eks. på kard. lab., hvilket kan være aldeles berettiget og udmærket, men desværre kan risikere at foregå på bekostning af andre HU-læger, der så også må påtage sig ekstra af det mere rutineprægede ”driftsarbejde” med vagter, stuegang, journalskrivning etc. uden selv at få deres egne særlige uddannelsesdage. Endvidere opleves det ofte ret uklart, ud fra hvilke kriterier denne adskillelse foregår, hvilket medfører risiko for et øget frustrationsniveau, som kan gå ud over den gode kollegiale stemning. Emnet vil blive taget op til debat på FYC’s årsmøde.

Det forgangne år var også året, hvor det gamle ”pointsystem” til ansøgning om hoveduddannelsesforløb led sit endeligt og blev erstattet af de nye ansættelsesprocedurer, der har haft stærke kritiske røster oppe imod sig bl.a. på basis af risikoen for genopblussen af hedengangne tiders tendens til nepotisme. I FYC har vi som særligt fokusområde at forholde os til dette potentielle problem samt overordnet at vurdere, hvordan de ansøgende yngre læger oplever de nye procedurer, herunder ansættelsessamtalerne. Første runde med de nye procedurer er just løbet af stablen, og al begyndelse er som bekendt svær. Ud fra de første meldinger ser det ud til, at ansættelsesrunderne er forløbet noget forskelligt i de 3 uddannelsesregioner bl.a. mht. hvor stor en andel af ansøgerne, der har været kaldt til samtale. Endvidere ser det ud til, at der mangler nogle klarere retningslinjer for, hvordan de enkelte punkter i ansættelsesprocedurerne bør foregå for at sikre en ensartet og fair behandling af ansøgerne fremover. Vi er i FYC i samarbejde med DCS i fuld gang med at undersøge problemernes omfang samt at diskutere, hvilke tiltag vi i fællesskab med DCS og de regionale videreuddannelsesudvalg kan tage. Emnet vil blive taget op til debat på såvel FYC’s som DCS’s kommende årsmøder.

I 2009 har vi også påbegyndt en undersøgelse af forhold vedrørende dækning af de yngre kardiologers udgifter til transport, overnatning og kost i forbindelse med de obligatoriske flerdagskurser i hoveduddannelsen. I øjeblikket er der store regionale og lokale forskelle (endda fra afdeling til afdeling på det samme sygehus) på, om man helt, delvist eller slet ikke får dækket disse udgifter, hvilket efter vores mening ikke er rimeligt. Vi har i den forbindelse taget kontakt til bl.a. Lægeforeningen med henblik på afklaring af de eksakte regler på området. Mere herom ved senere lejlighed.

Afsluttende bemærkninger

Nu er det snart et år siden, jeg satte mig i formandsstolen, og det har været fantastisk spændende, lærerigt og udfordrende – og rigtig sjovt – herunder også at opleve, at man rent faktisk KAN få indflydelse på mange ting, især når man har en flok idérige, begavede og engagerede mennesker bag sig. Derfor endnu engang STOR TAK til FYC’s bestyrelsesmedlemmer for det forgangne års indsats.

Som det fremgår af ovenstående, er FYC en forening, der ser det som sin opgave løbende at tage hånd om en lang række presserende emner og problemstillinger på medlemmernes vegne. Vi vil derfor meget gerne opfordre FYC’s medlemmer til at kontakte os med områder, de ønsker særlig fokus på, eller komme med gode idéer til forbedringer af yngre kardiologers vilkår. Vores kontaktoplysninger findes på FYC’s nye hjemmeside på den velkendte adresse www.fyc.dk. Vi ser frem til det kommende års opgaver og til at møde medlemmerne til faglig opgradering, livlig diskussion og hyggeligt samvær til det nært forestående årsmøde.

Mette Marie Madsen
Formand for Foreningen af Yngre Cardiologer 

Gå til toppen