Foreningen af Yngre Cardiologers Generalforsamling

Hotel Comwell Middelfart den 21. april 2012

Referat

  1. Valg af dirigent:

Mette Marie Madsen blev valgt som dirigent. Linnea Hornbech Larsen meldte sig som referent. Mette Marie Madsen konstaterede at generalforsamlingen var rettidigt indkaldt.

  1. Formandsberetningen:

Rasmus Møgelvang henviste til den skriftlige beretning, som kommer i Cardiologisk Forum. Herudover takkede Rasmus Møgelvang for et godt samarbejde i bestyrelsen, hvor mange erfarne kræfter ved dette møde trækker sig tilbage. Han nævnte kort at arbejdet i Foreningen af Yngre Cardiologers (FYCs) bestyrelse har centreret sig omkring de faste møder, oprettelsen af de to nye Uddannelsesudvalg, hhv Vest og Øst, samt et stort arbejde med revidering af FYCs enquete i sommeren 2011.

  1. Nyt fra udvalg:

DCS Kursus- og CME-udvalg: Erik Grove berettede på vegne af den afgående formand Niels Holmark Andersen. Der kommer en skriftlig beretning fra udvalget i Cardiologisk Forum. Man har i det forgangne år forsøgt at sætte to nye kurser i sø. Det ene kursus i arvelige hjertesygdomme måtte dog aflyses pga. for få tilmeldte. Det andet kursus i højre ventrikels sygdomme, ved Jesper Kjærgaard, var en stor succes.

DCS Uddannelsesudvalg: Rasmus Møgelvang har siddet med i dette udvalg i sin egenskab af formand for FYC. Man har arbejdet med revidering af målbeskrivelsen, hvilket har resulteret i en mere kortfattet og mere relevant målbeskrivelse. Færdighederne er bl.a. blevet revideret på baggrund af erfaringerne gjort ved FYCs enquete, således at fx arbejdsEKG nu fylder mindre som kompetence. Der er også blevet lavet en læsevejleding til målbeskrivelsen på én side (kan findes på www.fyc.dk og www.cardio.dk) der giver overblik over hvilke sider der skal sendes til Sundhedsstyrrelsen med underskrift. Skemaerne ligger også til direkte udprint.

Udvalg til vurdering af ansøgere til Hoveduddannelsen, Nord: Jacob Moesgaard Larsen sidder som FYC repræsentant i udvalget. Han berettede at der til de to seneste ansøgningsrunder havde været mange ansøgere, og ikke alle var blevet taget til samtale. Til de 5 stillinger slået op til efteråret 2011 var der 18 ansøgere og 10 kom til samtale. Til de 3 stillinger i foråret 2012 var der 14 ansøgere og 8 kom til samtale. Kun folk som blev vurderet ikke at have chance for at kvalificere sig til en stilling blev ikke kaldt til samtale. Der blev spurgt til, om man tog specielle hensyn til ansøgere som var underlagt 4-års-reglen. Jacob Moesgaard Larsen fortalte at der ikke var blevet taget specielle hensyn. I sidste runde havde 2 ud af 3 der fik hoveduddannelse dog været underlagt 4-års-reglen.

Udvalg til vurdering af ansøgere til Hoveduddannelsen, Syd: Ahmed Aziz berettede for FYCs repræsentant i udvalget Mikael Kjær Poulsen. Til 3 antal stillinger i efteråret 2011 var der 18 ansøgere (3 havde PhD), 10 var til samtale. Til 3 stillinger i foråret 2012 var der 11 ansøgere (en med ”næsten” PhD) og alle 11 kom til samtale. Ansøgerne blev forud for indkaldelsen til samtale bedømt ud fra en 20-punkts liste af formanden for udvalget, vurderingen blev herefter gennemgået med hele udvalget og eventuelle uenigheder tilrettet.

Udvalg til vurdering af ansøgere til Hoveduddannelsen, Øst: Rasmus Møgelvang er FYCs repræsentant i udvalget og han fortalte at der til de 5 stillinger i efteråret 2011 var 17 ansøgere hvoraf 9 kom til samtale. Til de 5 stillinger i foråret 2012 var der 14 ansøgere og 8 kom til samtale. Alle i udvalget får alle ansøgninger til gennemlæsning (incl. eventuel dokumentation fra tidligere ansøgning, altså fx årsag til afslag). Der holdes et formøde hvor det diskuteres hvem der skal til samtale. Der er ekstrem hård konkurrence. Alle havde søgt alle forløb. Alle havde PhD (eller havde afleveret og i tillæg mange publikationer). Man vægter klinisk erfaring og erfaring med ekkokardiografi. Det er vigtigt at man udstråler lyst til kardiologien, at man møder op til faglige arrangementer, sidder med i udvalg i selskabet osv. Rasmus Møgelvang gav desuden det gode råd, at man stringent opstiller sin ansøgning efter de 7 lægeroller, samt til samtalen præsentere sig selv via de 7 lægeroller, så man er sikker på at alle facetter kommer med.

Det blev diskuteret hvorvidt flere skulle have mulighed for at komme til samtale. Der bliver kaldt få til samtale i forhold til i uddannelsesregion Nord og Syd. Fordele og ulemper blev vendt, men det blev også påpeget at det kan være svært at skulle sætte sig op til samtale flere gange, hvilket blev støttet af en person med erfaring i dette fra salen. Der blev spurgt til om indholdet i ens PhD blev vurderet. Rasmus Møgelvang sagde at man lagde vægt på at PhD’en var minimum afleveret, helst forsvaret, derudover at man fortsat var aktiv efter afleveringen med flere publikationer. Mette Marie Madsen bidrog med at der også blev kigget på kliniske færdigheder tilegnet under PhD’en.

Jacob Moesgaard Larsen bidrog med et generelt råd om ikke at skjule noget i sin ansøgning. Altså sikre sig at CV’et tidsmæssigt hænger sammen og fx også skrive ansættelser i andre specialer på. De tanker udvalget kan få om huller i CV’et er ikke til ansøgers fordel.

Uddannelsesudvalget i Kardiologi i Region Nord: Dorte Guldbrand aflagde en kort beretning fra dette udvalg. Den største sag i det forgangne år har været nedlæggelsen af hoveduddannelses-forløbene med Aarhus-Skejby, da det nu er samme matrikel.

Det regionale videreuddannelsesudvalg i Region Syd: Ahmed Aziz fortalte at man har diskuteret hvor stor en andel af hoveduddannelsen der skal foregå med ansættelse i FAM. Man er gået fra 2 års ansættelse i FAM til 1 år i FAM og 1 år med kardiologi på perifert sygehus. Aktuelt er hoveduddannelsesforløbene sammensat med 2 års perifert sygehus, 2 års center og afsluttende 1 år perifert. Aktuelt diskuteres det om det er fair at skulle afslutte sin hoveduddannelse på et perifert sygehus uden nogen invasive procedurer.

Det regionale videreuddannelsesudvalg i Region Øst: Rasmus Møgelvang er FYCs repræsentant og Linnea Hornbech Larsen er YL repræsentant. Der er brugt meget tid på omjusteringer i hoveduddannelsesforløbene efter sammenlægningen og flytningen af thoraxkirurgien fra Gentofte Hospital til Rigshospitalet. Det er besluttet at alle hoveduddannelsesforløb skal slutte på Rigshospitalet. Det arbejdes aktuelt på løsninger for de læger som allerede er i gang med forløb der involverer Gentofte Hospital.

FYCs uddannelsesudvalg Vest: Udvalget blev nedsat efter skriftlig ansøgning for et år siden og består af Thais Pedersen, Troels Thim, Dorte Guldbrand og Signe Holm Larsen. Thais og Dorte holdt et kort oplæg om hvilke områder udvalget har arbejdet med. De har lagt et stort arbejde i at gennemgå den danske, svenske og norske målbeskrivelse, for at klæde FYCs Formand på til arbejdet i DCS Uddannelsesudvalg. Herudover har de startet en kursusportal, som skal ligge på www.fyc.dk, denne skal opsættes i samarbejde med FYCs webmaster. Der arbejdes aktuelt på at indføre kompetence vurdering af uddannelsen i ekkokardiografi. Dette arbejde står på skuldrene af den PhD Dorte Guldbrand har lavet indenfor området. Dorte har præsenteret arbejdet for Ekko Nucleus, og skal også præsentere det for DCS Uddannelsesudvalg.

Udvalget planlægger i fremtiden at gennemgå den faglige profil i lyset af erfaringerne fra hoveduddannelsessamtalerne, at fokusere på udbuddet af faglige kurser i introuddannelsen (fx akut medicin, basal UL) samt om muligt at få etableret en TEE simulator.

Udvalget er fra FYCs årsmøde 2012 udvidet med to medlemmer fra region syd: Susanne Hosbond og Kristina Høeg Vinther.

FYCs uddannelsesudvalg Øst: Udvalget blev nedsat efter skriftlig ansøgning for et år siden og består af Anna Axelsson, Carolina Malta Hansen, Reza Jabbari, Nick Mattsson, Maria Sejersten Ripa og Emil Wolsk. Reza holdt et kort oplæg om udvalgets arbejde med at præsentere kardiologi ved specialernes dag på Panum samt igangsætningen af en række symposier. Symposierne er tænkt som et undervisningskoncept som kan bruges over hele landet. Der er afholdt et enkelt om ”Rtg af thorax og stetoskopi” med over 60 deltagere, som var en stor succes. Der er tilmelding til arrangementerne via www.fyc.dk.

  1. Godkendelse af regnskab og fastlæggelse af kontingent:

Linnea Hornbech Larsen aflagde i sin egenskab af næstformand i foreningen regnskab for 2011. FYC har haft ekstraordinære udgifter til Årsmødet 2011, da det var 25-års jubilæum og man derfor havde valgt at gøre lidt ekstra ud af arrangementet. Regnskabet var godkendt af begge lægelige revisorer, den ene dog med en skriftlig bemærkning om at han vil anbefale at man overvejer at lade kontingentet stige. Bestyrelsen valgte dog at anbefale uændret kontingent, hvilket blev godkendt af forsamlingen.

  1. Indkomne forslag til behandling fra medlemmerne:

Der var ingen forslag.

  1. Valg af formand, næstformand, bestyrelsesmedlemmer og revisorer:

Valg af Formand: Formandskabet flyttede til region syd dette år. Jacob Pontoppidan ønskede ikke at genopstille. Ahmed Aziz ønskede at opstille til Formand og blev valgt uden modkandidater.

Valg af Næstformand: Christian Oliver Fallesen stillede op og blev valgt uden modkandidater.

Valg til bestyrelsen i region nord: Erik Grove var på valg og ønskede ikke at genopstille. Bo Løfgren var ikke på valg og ønskede at fortsætte. Således var et region Nord mandat ledigt og Jeong Shim stillede op og blev valgt uden modkandidater.

Valg til bestyrelsen i region øst: Dan Eik Høfsten var på valg og ønskede ikke at genopstille. Linnea Hornbech Larsen var på valg og ønskede at genopstille. Yderligere tre læger meldte deres kandidatur. Mads Andersen og Linnea Hornbech Larsen blev valgt.

Valg til det regionsfrie mandat: Rasmus Møgelvang var på valg, men ønskede at frigøre sin plads til andre interesserede. Fire interesserede stillede op til mandatet. Jacob Moesgaard Larsen blev valgt.

Valg af revisorer: Bent Raungaard og Niels Thue Olsen var begge på valg og genopstillede. De blev valgt uden modkandidater.

 

På bestyrelsens vegne,

 

Linnea Hornbech Larsen

 

Godkendt af den tilgående bestyrelse med rettelser: den 5. maj 2012.